Køge Festuge 27. august - 31. august 2019

Lidt billeder fra vores ture i forbindelse med Køge Festuge.

Da der var meget stille mandag i 2018 og ikke noget aftenprogram tirsdag i 2019, skar vi mandagen fra, og havde kun et hold på tirsdag. Det var et tidligt hold, med et andet publikum, men noget vi vil satse på fremover.

Vi fik, som sædvanlig, god hjælp fra naboforeningerne Hvidovre Syd, Brøndby, Greve og Solrød, hvilket betød at vi, som nævnt, kunne have et hold på gaden tirsdag, tre hold onsdag, torsdag og fredag, samt fire hold lørdag. Desuden et "luk og sluk hold" natten efter både fredag og lørdag fra 02 til 03.30, samt et hold til Kulturnatten i Borup fredag.

Det er efterhånden blevet en tradition, at vi fredag og lørdag havde et hold, der lavede en lille aftenspøg med børn, unge og deres forældre. De blev udstyret med et par "sprutbriller" og skulle teste en lille bane, samt forskellige spil - noget der medførte meget fnisen og glade grin - og ikke mindst sjove bemærkninger fra både unge og de mere erfarne.

Som sædvanlig nogle dejlige dage, og, set med vores øjne, endnu en velforberedt og meget vellykket festuge. Ugen bar præg af god stemning og glade mennesker. Det var meget få kedelige situationer vi så, og det virkede som om alle passede på hinanden, og bare havde det rart. Vi måtte hjælpe nogle enkelte på vej, men det gik fint.

Det eneste lidt triste, var afslutningen. Der kom en voldsom regnbyge ind over, ganske få minutter inden sidste navn (Minds of 99) skulle spille. Det betød at alt stod under vand, scenen tog skade, og koncerten måtte aflyses. Lidt af en mavepuster for både arrangører og det glade og spændte publikum, men en rigtig beslutning set i lyset af voldsomheden og sikkerheden.

Men det kan ikke ødelægge at det var en fantastisk uge. Der skal endnu en gang lyde en stor tak til arrangørerne.

TILBAGE